Udstilling Fjerritslev september-oktober 2020

 

Fjerritslev: I Galleri Kino er det i september og oktober muligt at opleve en kombineret foto- og keramikudstilling inspireret af den Vestjyske natur. Her udstiller Vibeke Stagstrup keramik sammen med Carsten Krog Pedersens spændende foto.

 

Vibeke Stagstrup arbejder både med stentøj og raku.

Vibeke fortæller: -Den forblæste og ofte barske natur med de grønne og blå farvenuancer nær Vesterhavet er en god inspirationskilde. Jeg finder ro og nærvær i arbejdet med leret, og tiden flyver af sted i værkstedet. Jeg eksperimenterer gerne med flere forskellige keramiktyper og hovedet er fuld af ideer, som endnu mangler at blive afprøvet.  Stentøj er det foretrukne valg til genstande, som bruges til fødevarer.  Arbejdet ved drejeskiven er en god udfordring, og det har stjålet mange timer, når der skal fremstilles forskelligt keramik. Også kvætseforme og pladeteknik er områder, som Vibeke eksperimenterer med.

 For tiden er den mest foretrukne brændemetode raku, hvor emnerne forglødes i en almindelig keramikovn, mens glaseringen foregår i en olietønde, som vha. gas fyres op til ca. 950 gr. Herfra tages emner ud, mens de fortsat er rødglødende og reduceres i en gryde med brændbart materiale. Hvordan farverne ender ud, er afhængige af vejret, fugtighed og temperatur.  Selv efter den sidste brænding kan farverne forandre sig. Udtrykket bliver i grundfarven sort med ofte meget levende og rå farver, idet de pludselige temperaturforandringer får keramikken til at krakelere, mens den manglende ilt fremkalder sølv og kobberagtige farver. Det er svært at vente på at temperaturen kommer ned, så  sodlaget kan vaskes af de forskellige figurer, og det er muligt at se de forskellige farvefordelinger. Brandvabler på fingrene er ofte en følgesvend, når man er en utålmodig sjæl.

Vibeke har været på forskellige kursus hos lokale keramikere og på Århus Kunstakademi. Dette kombineret med mange forsøg og afprøvning af forskellige ideer i forhold til hændernes formåen er drivkraften i keramikarbejdet. Samtidig arbejder Vibeke som lærer på Hannæs, hvor hun også drager nytte af sin keramiske kunnen.

 

 

 

Carsten Krog Pedersen - Naturfotograf

 

 

Drømmen om rubiner…Titlen på årets danske naturfoto 2017, som blev skabt på Bulbjerg mellem Thy og Hanherred. Billedet forestiller Rundbladet Soldug og er taget en sommeraften mod en nedgående sol.  Billedet er taget med et gammelt østtysk objektiv fra sidst i 60’erne.

Billedet er taget af Carsten Krog Pedersen, som sætter en ære i at fortælle poetiske eventyr om naturen via sit fotografi.

 

“Naturen skal ikke prissættes, men den skal værdsættes.”

 

Carsten har sammen med Henrik Haaning Nielsen lavet fotobogen “Vingesus - Vejlerne i glimt” og arrangerer i øvrigt hvert år; KANT Festival en fotografisk festival på kanten af Danmark.

 

Carsten har, trods en alvorlig lungesygdom, formået at skabe sig et renommé blandt naturfotografer i Danmark. Han blev samtidig med kåringen af billedet, selv kåret som Danmarks 2. bedste naturfotograf.

 

Carstens slogan er: “Hellere bevidst uskarpe, end ubevidst skarpe billeder!”

 

Carsten er bosat i Frøstrup, tæt på Bulbjerg, og bruger det meste af sin tid på at sætte billeder på sine følelser. Det er altså vigtigt for Carsten, at et billeder beskriver følelser mere end at det viser et bestemt motiv.

 

Der vises 2 udstillinger 1. Viser en beskrivelse af Hannæs som et unikt naturområde og hedder blot “Hannæs”. 2. er en opfordring til eftertænksomhed og udstillingen hedder “Refleksion” hvilket mange af billederne afspejler.

 

Se mere på: www.billedsprog.dk